Velkommen til borgermøde i Musikteatret Holstebro 29. september. Vær med til at forme fremtidens sundhedsvæsen.
NYHED FRA REGIONSHOSPITALET GØDSTRUP
Vi har brug for dig og dine pårørende! For jeres drømme, erfaringer og perspektiver til at udvikle vores sundhedsvæsen.
Hvad skaber tryghed, når du er syg? Hvad skaber bekymringer hos dine pårørende? Og hvordan kan Sundhedsvæsnet hjælpe dig bedre tættere på eget hjem?
Det kan du påvirke til borgermøde Holstebro. Her inviterer vi til samtaler og perspektiv og byder på en let anretning og kaffe og kage.
Det er gratis at deltage – og vil glæder os til at se dig 29. september kl. 17.00 til 19.30 i Musikteatret Holstebro, Den Røde Plads 16, 7500 Holstebro.
Om Sundhedsråd Vestjylland og nærsundhedsplanen
Sundhedsråd Vestjylland er ét af de 17 nye sundhedsråd, som er etableret med sundhedsreformen. Rådet består af folkevalgte repræsentanter fra Region Midtjylland og kommunerne Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern og Struer.
Sundhedsrådets opgave er at være drivkraft i udviklingen af det nære sundhedsvæsen og sikre bedre sammenhæng mellem hospitaler, almen praksis og kommuner. En af Sundhedsrådets centrale opgaver er at udarbejde en nærsundhedsplan for Vestjylland. Planen skal sammen med den nationale sundhedsplan sætte retning for udvikling og omstilling af det samlede sundhedsvæsen.
Målet er at styrke det nære sundhedsvæsen og få hospitalerne til i højere grad at vende sig udad, så borgerne oplever et nært, sammenhængende og tilgængeligt sundhedstilbud tættere på hverdagen.
