Mad fra konferencer, møder og arrangementer skal ikke ende som madspild. Nu lancerer Scandic Hotels og Stop Spild Af Mad en ny landsdækkende ordning, hvor overskydende, spiseklar mad fra hoteller skal kunne hentes af lokale organisationer og gives videre til mennesker, der har brug for den.
God og spiseklar mad skal i højere grad ende på tallerkenen frem for i skraldespanden. Det er tanken bag en ny landsdækkende indsats fra Scandic Hotels og Stop Spild Af Mad, som lanceres i forbindelse med den nationale og internationale Madspildsdag den 29. september.
Alle danske Scandic-hoteller med undtagelse af kædens B&B-hoteller bliver koblet på den digitale platform GratisMad.dk. Her kan hoteller med overskudsmad komme i kontakt med organisationer i lokalområdet, der kan hente og fordele maden.
Ifølge parterne bliver Scandic dermed den første hotelkæde i Danmark, der etablerer en landsdækkende model for lokal donation af overskudsmad.
Overskudsmaden skal blive i lokalområdet
Grundideen er, at maden skal hjælpes videre så tæt på hotellet som muligt. Hvis et hotel eksempelvis har mad tilovers efter en konference, et møde eller et større arrangement, kan hotellet gennem platformen få kontakt til lokale madspildsorganisationer og andre velgørende aktører.
Organisationerne kan derefter hente maden og sørge for, at den kommer videre til blandt andre socialt udsatte, hjemløse, flygtninge og andre mennesker, som de lokale organisationer hjælper.
Dermed skal maden ikke først transporteres til centrale lagre andre steder i landet.
Maden er allerede klar til at spise
En særlig del af ordningen er, at der er tale om overskydende mad fra hoteller, som allerede er tilberedt og spiseklar. For de organisationer, der modtager maden, kan det betyde, at de ikke selv behøver at bruge de samme ressourcer på tilberedning, før maden kan deles ud.
Scandic driver 27 hoteller i Danmark, og kædens geografiske spredning skal gøre det muligt at etablere lokale samarbejder flere steder i landet.
– Som Danmarks største hotelkæde, Scandic Hotels, har vi også Danmarks største ansvar, siger Karsten Varshøj Nielsen, F&B Direktør hos Scandic Hotels. – Scandic Hotels har arbejdet målrettet med at forebygge og reducere madspild i over et årti, men man kan aldrig opnå nul madspild. Vi ønsker, at god mad bliver spist frem for at ende som madspild. Med vores hoteller placeret over hele Danmark har vi mulighed for at gøre en forskel lokalt, og samarbejdet gør det lettere at skabe forbindelsen mellem vores hoteller og de organisationer, som kan få maden hurtigt og sikkert videre. Lokale samarbejder og klog reduktion af madspild er en del af vores DNA.
Platform skal forbinde hoteller og organisationer
GratisMad.dk er udviklet af Stop Spild Af Mad og fungerer som bindeled mellem virksomheder med overskudsmad og lokale organisationer og mennesker, som kan få glæde af den.
Platformen anvendes allerede i forbindelse med donationer fra blandt andet supermarkeder og fødevareproducenter. Nu bliver hotellerne systematisk koblet på.
– Det stærke ved denne indsats er, at den både er landsdækkende og helt lokal. Overskudsmaden skal ikke på en lang rejse gennem Danmark, siger stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad, Selina Juul, som er idékvinden til platformen GratisMad.dk. – Når et lokalt Scandic hotel har god, spiseklar mad tilovers, skal den så vidt muligt hjælpes videre til udsatte mennesker i lokalområdet. Vi skaber forbindelsen mellem dem, der har maden, og de udsatte, der kan sørge for, at maden bliver spist.
881.062 ton madspild om året
Ifølge de tal fra Fødevarestyrelsen, som fremgår af pressemeddelelsen, udgør det samlede danske madspild 881.062 ton om året. Servicesektoren står for 42.000 ton, svarende til 4,8 procent.
Samtidig er der fastsat bindende EU-mål for at reducere madspild frem mod 2030. Danmark skal reducere madspildet med 10 procent i fødevareindustrien og 30 procent i husholdninger, detailhandel og restauration.
Scandic oplyser, at hotelkæden siden 2019 har reduceret sit madspild med 31 procent. Ifølge kæden svarer reduktionen til mere end 1,2 millioner måltider.
Med den nye ordning er målet nu, at en større del af den mad, der trods indsatsen er tilovers, kan få en ny destination – hos lokale organisationer og mennesker frem for som madspild.
